hdjav.club

Hilsen fra værkstedet

Håndværk & Design... et fokusfag

Eleverne på 10. årgang har mulighed for at vælge et fokusfag. De kan vælge mellem dansk, fysik/kemi, tysk og håndværk/design. I år har 27 elever valgt at bruge 3,5 time i ugen på håndværk & design faget. 24 drenge og tre piger! I løbet af året stilles der forskellige opgaver hvor forskellige teknikker er i fokus. Det kan være gamle træsløjd teknikker, som det at høvle, lave limtræ, trædrejning og forskellige samlinger. Men også teknikker i metalværkstedet som fx svejsning og smedning samt brugen af koldsav og søjleboremaskine m.m. Derudover arbejder eleverne også med andre materialer som bl.a. læder, beton og plast. Der er bundne opgaver som lærerne præsenterer og mere frie opgaver som i år har været at designe og fremstille en lampe.

 

3D tegninger

Udover at være i værkstedet har vi også være på tur til Louis Poulsen, lampefabrikken i Vejen samt besøg på museet Trapholt i Kolding, hvor vi så det kunstprojekt som alle eleverne har bidraget til i form af et ’drejet’ ben til udstillingen Tingsted. Vi havde også en aftale med X-house på Hansenberg i Kolding, hvor vi skulle have arbejdet med 3D tegning, laserskæring og robotter, men Coronaen satte en stopper for det.

I den tid hvor eleverne har været hjemme pga. Corona har vi prøvet at opretholde undervisningen i faget. Vi startede med, eleverne skulle måle deres hus op og derefter tegne deres hus i et 3D program. Herefter startede vi op på det sidste emne. Det var jo ikke lige muligheder for alle pga. værkstedsfaciliteter. Vi var dog heldige at kunne afslutte faget med to uger på skolen, hvor vi kunne komme i værkstedet.

 

 

Prøve i Håndværk & Design

Året er nu slut og eleverne har været til prøve i faget. Prøven er en to timers prøve, hvor eleverne får en teknisk opgave, som de skal arbejde med i de to timer. I de to timer skal de også præsentere årets arbejde. Det gælder både færdige projekter samt de projektbeskrivelser, de har arbejdet med.

Det er en fornøjelse at se eleverne være stolte af deres arbejde samt deres gåpåmod til den tekniske opgave.

Se billeder fra årets prøve her.

Go’ sommer til alle.

Hilsen Verner Storm