De sidste to weekender har skolen emmet af liv og aktivitet, da vi både har afholdt forældredag, efterskolernes dag samt skoleårets første ridestævne!
Forældredagen d. 28/9 startede naturligvis med en sang. Herefter fik eleverne, sammen med forældre og yngre søskende, lov til at smage på efterskolelivet igennem folkedans i hallen, forældrecafe, hvor forskellige emner og holdninger blev drøftet, sang og fortælling i foredragssalen med Steffen og lærerbandet, samt en lækker frokost i spisesalen. Lokalerne var hele dagen fyldt med stemmer der begejstret fortalte, grinte, diskuterede og sang af fuld hals! Derudover startede og sluttede dagen med forældresamtaler, hvor eleverne fik feedback på starten af deres efterskoleår.
Dagen efter, søndag d. 29/9, inviterede landets efterskoler til åbent hus på efterskolernes dag og her på Ladelund stod vi også klar.
Skolen var i ugen op til efterskolernes dag blevet pyntet og rengjort helt ud i krogene, og eleverne stod tidligt klar til at være rundvisere og de glædede sig til at påtage sig rollen som skolens ambassadører. Der var liv i alle skolens lokaler, hvor der blev fortalt om 9. og 10. klasse, linjefagene og hvad vi står for på Ladelund. Rundt i værkstederne blev der tegnet på papir og ruder, drejet i træ, rodet i motorer, redet, spillet basket, håndbold og badminton, jammet, printet i 3D, klatret, fløjet med drone, lavet bålmad og enkelte elever klippede en film sammen med optagelser fra dagen.
Efter denne rundtur kunne alle de besøgende komme forbi i spisesalen til en kop kaffe, en bolle og æblekage, men vigtigst af alt: en snak med os, hvor de kunne få svar på alle deres spørgsmål.
Hvis du har interesse i at komme på besøg, så vent ikke til næste åbent hus til januar. Du kan nemlig booke en rundvisning her på hjemmesiden, eller ringe til os.
D. 4.-6. okt. blev der afholdt ridestævne i Ladelund Rideklub, hvor der samtidig også var klubmesterskab for klubbens medlemmer. Til stævnet var 8 ekvipager fra efterskolen med, som deltog både i dressur og spring. Klubmestersabet i spring for pony blev vundet af Isabel Parastar på ponyen Amalie. De red som de eneste en flot fejlfri runde og var dermed en sikker vinder. Nr. 2 blev ligeledes en af Ladelunds elever, nemlig var Lea Winther med hendes OX-araber El Shakima.
I dressur blev klubmesterskabet afholdt over to dage. I dressur for ponyer var Ladelunds Josefine Rauff Nielsen og ponyen Stemar’s Aboy også sikre vindere, idet de vandt både kvalifikationen og finalen.