hdjav.club

Vejledning på LE

et skub i den rigtige retning af Gitte og Marie

”Hvad kan jeg blive”, var en bog man i min ungdom kunne gå på biblioteket og låne, og så ellers bladre i denne mobbedreng af en bog, for at finde ud af hvad man ville være, når man blev stor. Jeg tvivler på, at bogen stadig findes på bibliotekerne, da redskaberne til at finde frem til ungdomsuddannelserne og videregående uddannelser i dag alt sammen ligger på internettet.

Et ophold på Ladelund Efterskole munder også ud i en beslutning om, hvad man skal næste skoleår, og her får alle elever både individuelle samtaler med vejlederne, Marie og Gitte, fælles vejledning i større eller mindre grupper og integreret vejledning. Noget, som i disse år især gør sig gældende omkring valg af ungdomsuddannelse, er hvilken uddannelse man af sine lærere er blevet vurderet uddannelsesparat til og hvilket karaktergennemsnit man søger ind på ungdomsuddannelsen med. Det har vi derfor også meget fokus på, på LE.

Spændende vejledningsinitiativer i skoleåret 2023/24 har bl.a. bestået i en uddannelsesmesse for både forældre og elever på efterskolen. Her var der mulighed for at høre om 2 forskellige ungdomsuddannelser, hvilket gerne skulle ruste forældrene bedre til at guide deres unge voksen i valget af netop ungdomsuddannelse.

En flok forældre var forbi en fredag formiddag i december måned, for at fortælle om deres nuværende job, og hvilken karrierevej de har taget for at nå dertil. En skøn dag, som vi er overbeviste om, at både elever og de besøgende forældre nød godt af.

Derudover har vi haft besøg af 2 friske gutter som kalder sig selv for cykeldrengene. De fortalte om at forfølge sine drømme, selvom omgivelserne måske agerer som bremseklodser. Ligeledes har Helene Bülow Jensen, som er tidligere elev, været forbi for at fortælle eleverne om sit influencerliv både foran, men bestemt også bagved, kameraet.

HF-søfart fra Ærø er også de sidste par kommet forbi efterskolen for at fortælle hvad denne 3-årige HF går ud på, og vi er begyndt at sende et par elever derned hvert år, da de både tilbyder en HF, men også undervisning i søfart.

Netop i dag skriver vores kalender 1. marts – det er forår, men også deadline for at søge ind på diverse ungdomsuddannelser. Der har de sidste 2 uger været drøn på vejledningsfronten, men det er samtidig også meget livsbekræftende at sidde med at ungt menneske, som har været i tvivl i en længere periode, men som endelig tager en beslutning. Vi nyder også at snakke med tidligere elever, omkring hvor de er endt både som mennesker, men også hvilket job de nu har. I sidste ende handler det ikke om at blive til noget, men blive til nogen: det handler om at have en tilværelse, hvor man befinder sig godt, og hvor man er i udvikling i større eller mindre grad.

Vejlederne ønsker alle de skønne unge mennesker held og lykke med ungdomsuddannelserne.