hdjav.club

Girls and gents

Drenge-/pigedag på Ladelund

Det er efterhånden blevet en fast tradition at afholde Girls and Gents-dag lige op til efterårsferien. En dag hvor piger og drenge udfordres og hygges om hver for sig. Pigerne blev via filmen Brave introduceret til dagens skotske tema og herefter inddelt i klaner. Næste opgave lød på Clan Gathering, hvor hver klan fik udleveret et unikt skotskternet mønster til ordensbånd.

Herefter fremstillede klanmedlemmerne et klanbanner, en -broche samt en bue og pil. For at komme i den rette stemning ventede Claus Reiss i foredragssalen med sin sækkepibe. Han tryllebandt eleverne med både forskellige melodier samt sjove anekdoter om sækkepiben og Skotland.

Størst var jublen da pigerne blev introduceret for Claus’ eget nummer, Kanta, som var en blanding af sækkepibe og techno. Et nummer, der også blev spillet mange gange i løbet af dagen, samt senere, til aftenens elevfest.

Middagsmaden bestod af superlækker Shepherds Pie, og efter maden var klanerne klar til afholdelsen af Highland Games, hvor udfordringerne bød på scottish hammerthrow, sheaf toss, caber toss og afprøvning af den hjemmelavede bue. Alle kæmpede en brav kamp, men klan Sostack løb med sejren, og kunne herefter nyde et eksemplar af ”Scotlands other national drink” – sodavanden Irn Bru.

Drengene havde i år mulighed for at få kontakt til deres indre gladiator. Dagen startede med råb, skrig, skrål og armlægning, hvorefter drengene blev opdelt i grupper, som skulle sminke hinanden med camouflage. Herefter blev der kørt vild og voldsomt i hjemmelavet stridsvogn på parkeringspladsen, hvor nogle var bedre end andre til at håndtere de skarpe sving.

Inden frokost blev deres tolerance over for diverse madvarer testet, eks. fik drengene serveret en taco fyldt med chili, ligesom de smagte på indvolde mm. Lidt hård kost for nogle, som måske var mere til udfordringen med at hive hår af hinanden med voksstrips.

Frokosten stod på frisk fisk – med tryk på frisk – da de blev leveret i en stor beholder, og skulle fiskes op af drengene, som ikke havde andre remedier til rådighed end hænderne, og en god portion tålmodighed. Enkelte havde ligefrem talent for at fange fisk, samt at filetere og grille dem bagefter.

Dagen blev afsluttet med et heftigt mudrace, hvor drengene blev ført igennem en våd og vild forhindringsbane, inden det blev endeligt afgjort, hvilken gladiatorgruppe, der løb med sejren.