Fredag op til efterårsferien står i pigernes og drengenes tegn, her på Ladelund. På denne dag bliver både piger og drenge udfordret og får lov at hygge sammen – hver for sig.
Hos pigerne var temaet i år hentet i Disney-filmen “Prinsessen og frøen”, som vi startede med at se sammen, imens køkkenet forkælede os med lækre kanelsnegle.
Prinsessen og frøen foregår i 20’ernes New Orleans – skiftevis i sumpen og i byen – og netop sumpen var udgangspunktet, da Tanya fra Terrariet Reptile Zoo besøgte os, med både skildpadde, skægagame og pythonslanger. Her blev både fortalt, stillet spørgsmål og ikke mindst rørt ved krybdyr.
Herefter blev der fokuseret mere på tiden og kulturen, idet pigerne i to hold skiftevis lavede hårbånd i kunstlokalet, som mindede om 20’ernes hårpynt, og var inde og få en introduktion til håndlæsning, idet magi og mystik også er en del af filmens – og kulturens – dna. Alle fik produceret blindtegninger, og nærstuderet hænderne ned i mindste detalje.
Middagsmaden bestod af lækker gumbo, ved et veldækket og hyggeligt langbord. Afslutningsvis var pigerne klar til at folde sig mere fysisk ud, da dygtige Elvira, som bl.a. danser Lindy hop, kom på besøg og gav et oplæg og en introduktion til dansen Charleston, som også danses i filmen. Det var en time, hvor der blev grinet, twistet og svedt i hallen – selvfølgelig med hårbånd på.
Drengene var i år cyklet en tur til festpladsen i Tirslund Plantage, for at komme i kontakt med deres indre viking. De blev allerede udfordret af vejret, idet vind og vand satte hårdt ind fra start.
Drengene blev fra starten delt op i hold for at dyste imod hinanden i en nådesløs kamp om point.
De første poster havde med udsmykning at gøre, så her blev lavet vikingehjelme af gaffatape og alt godt fra skovbunden samt hjemmelavet ansigtsmaling.
Næste post var øksekast mod en farlig viking, afløst “blod, sved og tårer”, hvor hver gruppe skulle frembringe disse 3 ting, og forskellige metoder derfor blev taget i brug.
På den sidste post dystede drengene i hurtigst at kunne spise en såkaldt “manderoulade” med chili i. Det gav sved på panden og lidt kvalme, men de klarede det flot.
Festmiddagen blev serveret på festpladsen: der var rigelige mængder spareribs, majs og brød på menuen, og benene fra kødet blev brugt til fine halskæder.
Afslutningsvis skulle vikingerne plyndre England, så de skulle igennem “Nordsøen”, inden de kunne tage jernhesten hjem til Ladelund igen. Trods det dårlige vejr var humøret højt, og aldrig har et varmt brusebad gjort så megen lykke.
Tak for en dejlig dag!