hdjav.club

På gensyn

Afslutning med årgang 22/23

Fredag d. 23. juni sagde vi farvel til årgang 22/23. Det har været en afslutningsuge fyldt med både afslutninger og nye oplevelser. I solen har eleverne skrevet mindebog i ét væk, men der har også været tid til en masse rengøring, sidste sang- og gymnastiktime, dyst mellem lærere og elever, en hel dag i Djurs sommerland samt vores store, skønne gallafest den sidste aften, med underholdning, lækker mad og smukke elever.

Til afslutningen blev der sunget med elevkor, holdt taler fra både forstander og elevrådsformand, og uddelt beviser, årsbilleder og blå bog. Inden afrejse blev der naturligvis krammet igennem – både kammerater og skolens personale fik en ordentlig tur, og flere havde overordentligt svært ved at komme ud i bilen og sige endeligt farvel.

 

I starten af dette skoleår arbejdede danskholdene i 10. med hjemstavnslyrik, og skrev i den forbindelse et farveldigt omkring deres egen hjemstavn, inspireret af Dan Turell. Vi bringer her elev Anna Hvenegaard Lassens digt, og tænker på den tur alle vores elever tager, når de går gennem skolen for sidste gang. Vi håber dog mange af dem vender tilbage til gl. elevdag i foråret.


Min sidste vandring

Hvis det var den sidste dag i mit liv ville jeg gå gennem Odense by
jeg ville gå ud ad døren og møde min nabo
ikke fordi vi havde aftalt det, men fordi vi altid tilfældigt støder ind i hinanden
jeg ville gå videre mod skoven og møde min kat som meget interesseret ville følge
trop
jeg ville lytte til fuglesangen og se sollyset titte frem bag trætoppenes grønne blade

jeg ville købe en sidste ting i Rema på Sandhusvej
måske en iskaffe eller en chokoladebar til at styrke mig på
jeg ville gå hen til folkeskolen og bare glo på den
tænke over alle de mange skoleår og at det hele med et par eksamener nu er afsluttet
jeg ville stå foran kirken og huske mit “ja” og festen bagefter

jeg ville gå op ad bakken på Skibhusvej og undre mig over de 20 frisører
hvorfor der ikke ligger en rideudstyrsbutik eller garnforretning
jeg ville nå til centrum og se letbanen køre glidende fordi
jeg ville prøve tøj i alle tøjbutikkerne og med sneglens hastighed gå gennem Søstrene Grene
jeg ville gå forbi forfatterens hus iblandt alle turisterne og beundre det lyserøde drømmehus

jeg ville gå ned til havnen og tage en sidste dukkert i det turkisblå bassin
jeg ville gå ud til Stige Ø og kæmpe mig op og ned ad bakkerne bare for sjov
jeg ville i solnedgangen gå helt ud på spidsen af øen til de islandske heste
sidde på et tæppe og kigge på skibene sejle forbi indtil himlen blev mørk og dagen var slut.

 

Farvel og tak for et dejligt år til årgang 22/23 – vi kommer til at savne jer.