Det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere Klaus Wiinberg Andersen som ny forstander på Ladelund efterskole fra d. 1. august 2020.
Skolens formand Susanne Steiner præsenterede Klaus for skolens personale fredag formiddag.
Med ansættelsen af Klaus Wiinberg Andersen som forstander får vi en meget engageret og dygtig leder, som har et godt kendskab til efterskoleverden, både som lærer, viceforstander og forstander. Klaus har, udover efterskoleerfaring, tidligere arbejdet som udviklingskonsulent i DBU, hvorfra han har et stort kendskab til at samarbejde med foreningsliv og lokalmiljø, samt projektstyring.
Klaus er 49 år gammel, og bor til daglig i Odense sammen med Pernille og deres tre piger Emma på 20 år, Laura på 18 år og Matilde på 12 år. Klaus er et aktivt menneske, hvor fodbold, løb og kajak er de fortrukne aktiviteter, når pulsen skal op. Herudover bruger han meget tid sammen med familie og venner.
Klaus kommer fra en stilling som forstander på Korinth Efterskole, hvor han har været ansat siden 2014. Klaus fortæller, at efterskoleformen giver ham en masse energi og en stor arbejdsglæde. Arbejdet med de unge mennesker kræver nærvær, nysgerrighed, autencitet og viljen til dialog – herigennem skabes det tillidsfulde rum, hvor de unge kan udvikle sig.
Vi glæder os til samarbejdet med Klaus som starter efter sommerferien.