Tirsdag var tre uddannelsesinstitioner på besøg for at lave brobygningsmatch med eleverne fra Ladelund og Askov Efterskole. Det var SOSU Esbjerg, Kjærgård Landbrugsskole og Hansenberg. Eleverne er i gang med at arbejde med deres IBO – Innovations Brobygnings Opgave.
I arbejdet med IBO’en skal eleverne i grupper samarbejde med en virksomhed og en erhvervsskole arbejde med et af de 17 verdensmål og hjælpe den pågældende virksomhed med et problem de har. Det kunne fx være et bæredygtighedsproblem, som fx sortering af emballage.
Det er vores tidligere kollega Karin Skjøth, der nu er konsulent i efterskoleforeningen, der står for IBO projektet. Det er fjerde år eleverne i 10. klasse arbejder på denne måde. IBO’en er en afløser for OSO’en – den Obligatoriske Selvvalgte Opgave.
Se mere om IBO’en HER.
Onsdag var SkillsDenmark på besøg med tre tilbud til alle elever. De skulle alle igennem Efterskole Skills som er en konkurrence i forskellige erhversfag. Fx skulle de samle en vandlås, folde servietter, samle kobberrør og lægge et flisemønster. Det foregik på tid og de to hurtigste hold skal deltage i danmarksmesterskaberne i efterskoleskills i Bellacentret til Januar.
Eleverne skulle i værkstedet lave et bord-bænkesæt ud af fine douglasplanker. Et forlængerlednings workshop var også på programmet hvor eleverne fik udleveret ledning og stik. For mange var det første gang de afisolerede ledninger og monterede dem på en stikprob.
Sidste tilbud til eleverne var et foredrag med Jamil. En fyr som fortalte om hans opvækst i Danmark og det at være på kanten af loven og nu har fundet retning i livet igen.
Ugen sluttede af med at 10. klasse fysik/kemi var på Poul La Cour museet i Askov hvor de arbejdede med vindkraft. Håndværk & Designholdet havde besøg af et hold smedekarle fra Hygum Hjemstavnsgård. Her blev der gået til stålet ved esserne. Smedene underviste i forskellige teknikker og alle elever fik lavet deres egen kødvender. Det var en fornøjelse at se smedesvendene være sammen med eleverne.
TAK til de fire smedesvende fra Hygum Hjemstavnsgård 🙂
Det var slut på en herlig uge med inputs til det kommende arbejdsliv.
Se her en lille film fra smededagen.