Gensynsdøgn

Glædeligt gensyn med tidligere elever

Hvert år afholder vi gensynsdøgn på Ladelund, i samarbejde med elevforeningen, hvor tidligere elever kan gense skolen, kammerater og lærere. Silke Nielsen, som var elev 18/19, fortæller her om sit første gensynsdøgn:

Så kom dagen endelig, hvor tidligere elever på Ladelund Efterskole kunne komme og genopleve efterskolestemningen, nemlig gensynsdøgn. Der var arrangeret forskellige aktiviteter såsom høvdingeboldturnering og årgangsdyst, hvor det nuværende elevhold 19/20 løb med sejren. Også fremvisning af tidligere gymnastikserier var der sat tid af til. Det var sjovt og også ret imponerende at se, hvor meget af ens gymnastikopvisning som man stadig kunne huske, så snart musikken begyndte at spille. Selv elevhold som der gik et par år tilbage kunne stadig huske dele af deres opvisning. Det var i hvert fald ikke noget, man tænkte ville være en mulighed for et år siden, da man stadig var ved at finde ud af hvad gymnastik overhovedet gik ud på. Selvom det var sjovt og hyggeligt med forskellige aktiviteter, så var det bedste helt klart genforeningen med ens bedste efterskolevenner.

Tiden blev brugt effektivt på at snakke og erindre alle de bedste minder man har sammen, men også på at planlægge de næste. Det er nemlig en utrolig mærkelig følelse at være vant til at se hinanden 24/7 og gøre alting sammen, til pludselig kun at se hinanden en sjælden gang, fordi man pludselig bor i hver sin ende af landet. Og nu var vi så tilbage på skolen, og alt var som det plejede, når vi sad samlet til aftenkaffe og nød Ladelunds boller og hinandens skønne selskab.