I starten var det overvældende og helt nyt. Men nu er det en typisk hverdag for os, og vi kan ikke forestille os en hverdag uden. Hesten fylder meget af vores hverdag, det skal man være indstillet og forberedt på som ny elev. Det falder nok ikke i alles smag at skulle lukke hesten på fold hver dag, uanset hvordan vejret er. Man er tvunget til at bruge nogle af sine frikvarterer i stalden, da hesten er afhængig af at du passer den, men for os er det bare en ekstra bonus med en ekstra ven. På efterskolen vil der altid komme op- og nedture. Derfor er det at have hest med, en god mulighed for at koble fra og få et pusterum. Dem, som har egen hest med, har muligheden for at komme ned i stalden i stilletimen. Det er en kæmpe oplevelse at have sin hest med på efterskole. Det er dejligt at kunne dyrke sin interesse og man udvikler sig både sammen med hesten og individuelt.
Fællesskab i stalden
Det giver et mega godt sammenhold imellem os, som har egen hest med. I frikvartererne, hvor man skal lukke sin hest ud, følges man lige derud med en ven eller veninde. Der er altid nogen ude i stalden, så man er aldrig alene og dem med privatheste derude er altid flinke. I stalden har vi noget som vi kalder “Krybben”. Der kan alle elever fra skolen komme over hver onsdag aften, og få snacks og hygge sig. Det skaber også en form for fællesskab, at dem som ikke har hest med eller normalt ikke holder til i stalden, kan deltage i det.