hdjav.club

9. Klasserne i Berlin

9. årgang har været i Berlin på studietur som en del af et undervisningsforløb i samfundsfag, historie og tysk. I de to først nævnte fag har undervisningen omhandlet Den kolde krig og med netop det fokus drog vi til Berlin for at udforske historien på nærmeste hold. Det betød bl.a. et besøg ved East Side Gallery, Checkpoint Charlie og Bernauer Strasse, alle markante steder i den kolde krigs historie. Udover fokus på Den kolde krig skulle vi også se nogle af de andre steder byen har at byde på. Så vi slog også vejen forbi mindesmærket for de myrdede jøder, Brandenburger Tor og Rigsdagsbygningen. Stort indtryk gjorde besøget ved Sachenhausen koncentrationlejr, som vi så på vejen til Berlin på dag 1.

Det var 3 rigtig gode dage med højt humør, og hvor eleverne fik gået mange kilometer. På dag 2 nåede vi op og runde de 20km, så det faldt i god jord at vi til fællesspisningen til aftensmaden kun skulle gå 50m fra hotellet til restauranten, hvor der blev serveret traditionel tysk wienerschnitzel og en kold cola.

Eleverne har ved hjemkosten på skolen fået stillet en opgave, hvor de skal lave en reportagevideo. Her skal de videreformidle og samle alt deres nye viden om Berlin og Den kolde krig.